Vikingernes vej -Samlingen af Norge og afslutningen på vikingetiden

I dette afsluttende foredrag skal trådene samles. Det har jeg valgt at gøre ved at hente et frisk pust ind fra Norge. Samlingen af Norge var senere end den tilsvarende danske under Harald Blåtand, og fortællingen om samlingen af Norge giver en god mulighed for at fastholde det internationale perspektiv, som jeg har ønsket at give denne foredragsserie. Olav Haraldsøn blev til Olav den Hellige efter sin død. Han samlede Norge og fremmede kristendommen med stor brutalitet. Han blev efterfulgt af sin farbror Harald Hårderåde. Begge disse konger samlede enorme formuer på deres eventyrrejser og købte sig til krigere, der kunne tage magten i Norge. Herefter var det slut med denne plyndringsøkonomi, men ikke med krig eller brutalitet.
På den tid var det på mode at indføre kongelige helgener som led i det, man kan kalde ”nationbuilding”. Hverken Olav den Hellige eller den tilsvarende Knud den Hellige i Danmark var dydsmønstre, men man mente de døde som martyrer. Et gammelt kristent kongerige som England fik også en kongehelgen på denne tid ved navn Edvard Bekenderen. Edvard blev den sidste angelsaksiske konge, hvilket kunne være en god grund til at helgenkåre ham. Det var den norske konge Harald Hårderåde som tog handsken op efter Knud den Store i England og ikke en dansk konge. Harald Hårderåde døde i slaget ved Stamfordbridge i 1066, og et par måneder efter var England erobret af Vilhelm af Normandiet og vikingetiden forbi.