Kongemagtens fremgang, tronstridigheder og kongehelgener

Svend Estridsen regerede Danmark fra 1047 til 1076. Svend var en typisk middelalderkonge, der måtte slås for at få magten. Når det gjaldt kvinder og Englandstogter var der stadig lidt viking i Svend og valgkongedømmet muliggjorde at hele fem af hans sønner kunne følge efter ham på tronen. Perioden var præget af kongernes samarbejde med kirken og tronstridigheder. Kirken kunne bidrage med at skabe ordnede forhold i landet og sørge for opbakning til kongeslægten f.eks. ved at ophøje medlemmer af kongefamilien til helgener. Det drejer sig om Knud den Hellige og Knud Lavard. Borgerkrigen imellem fætrene Svend, Knud og Lavard i den efterfølgende generation blev en landeplage og kan med fordel sammenlignes med den samtidige borgerkrig i England imellem Mathilde og Steven. Mange vil kende den engelske borgerkrig fra romanserien ”Jordens Søjler” af Ken Follet. Med Valdemar den Store nåede kongemagtens triumf et midlertidigt højdepunkt, der fejredes med en stor kirkefest i Ringsted i 1170.