Ærkebiskoppernes kamp for en stærk kirke

Oprettelsen af det nordiske ærkebispesæde i Lund i 1103 var et fremskridt for både kirken og kongemagten i fællesskab. De første nordiske ærkebiskopper Asser, Eskild og Absalon var lærde og stærke kirkefyrster, der til en vis grad valgte at samarbejde med de danske konger til landets bedste. I kirken fandtes der en stærk reformbevægelse, hvis frihedsidealer var opkaldt efter pave Gregor den 7. Overalt i Europa stredes kongerne med kirken om fordelingen af magten – ikke mindst hvem der skulle have ret til at udnævne personer til de vigtigste poster i kirken. Udviklingen i Danmark følges i 1100-taller, hvor samarbejdet fungerede rimelig godt til og med Absalons efterfølger Anders Sunesøn, der bakkede op om kongernes korstog imod venderne og optrådte som hovedperson i legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen i 1219. Tendensen i kirken gik imod større stridbarhed hos ærkebiskopperne, hvilket man får et klart indtryk af ved at sammenligne Knud Lavard med den engelske ærkebiskop Thomas af Becket. Han blev myrdet på kongens vegne og straks gjort til helgen. Han var en torn i øjet på den engelske konge og vidner om den styrke og krigeriskhed som kirken besad i middelalderen.