Dronning Agnes og striden om arven efter Valdemar Sejr

I kølvandet på Valdemar Sejr fulgte der arvestridigheder i flere generationer imellem hans 5 efterlevende sønner og en række kvinder, der kom til at stå i magtens centrum. Det gjorde de især, når mændene døde omkring dem, og de skulle forsvare deres mindreårige sønner eller deres egen arveret. Valdemar Sejs dronninger Dagmar og Bengerd tilskrives noget af skylden for kongemagtens begyndende nedtur, og Erik Plovpennings døtre har heller ikke et godt ry. Især enkedronningerne Margrethe Sambiria og Agnes, der måtte tage over, da hendes mand Erik Glipping blev dræbt i 1286 er blevet berømte inden for dansk historieskrivning. Dronning Agnes troner på et af de store kalkmalerier i korshvælvingen på Sankt Bendts kirke i Ringsted, og det lykkedes hende for en tid at sikre arvefølgen for hendes søn Erik Menved trods de fredløse, som var anført af Marsk Stig. De fredløse fandt støtte både i Norge og Sverige også hos ærkebiskop Jens Grand og andre fra Hvideslægten. Selv var Agnes fra Brandenburg og støttede sig delvis til sine tyske slægtninge. Med disse karakterfulde dronninger øjner man kvinder, der ikke altid plejede de samme interesser som deres konger og sønner. Samfundets opløsningstendenser tog til løbet af 1300-tallet, og noget tyder på, at når krybben er tom så bides hestene.